Peru

 

Lørdag d. 04/01/2020 – Så er der afgang! 

Så kom dagen endelig hvor vi sætter kursen mod Lima, Peru’s hovedsted. Vi er spændte! Vi skal flyve med Air France over Paris, Charles de Gaulle.

Flyrejse:

  1. fly: København (CPH) afgang kl. 09:50 – Paris Charles de Gaulle (CDG) ankomst kl. 11:50 (2 timers flyvning)
  2. fly: Paris Charles de Gaulle (CDG) afgang kl. 13:10 – Lima (LIM) ankomst kl. 19:40 (local time) (12 timers flyvning)

Ved ankomst i Lima, tog vi en taxi fra lufthavnen til vores hotel i Miraflores kvarteret (pris: 60 soles = 120 kr). Det anbefales at bo i Miraflores, når man skal besøg Lima, da det anses for at være den pæneste og især mest sikre område af befinde sig i.

Vi gik ud efter noget hurtig aftensmad og gik “tidlig” i seng da vi allerede skulle videre i morgen tidlig. Vi har ikke sat så meget tid af til at udforske Lima her til at starte med, men vi har lidt over et døgnstid i Lima før vi skal retur til Danmark. Det er bevidst, at vi ikke har sat mere tid af til Lima, da der ikke skulle være så meget at opleve, udover deres fremragende cuisine – det kommer vi tilbage til.

 

Søndag d. 05/01/2020 – Hopster bus til Paracas 

Så starter eventyret allerede kl. 06 hvor vi hopper på bussen til Paracas, vores første stop. Efter noget research hjemmefra omkring hvordan man bedst kommer rundt i Peru, valgte vi at købe en “Full South To Cusco” turbillet hver via Peru Hop til $199 (1350 kr). Peru Hop stiller op med nye lækre og komfortable busser. De sørger desuden for hotel pickup/drop of hvilken gør det utrolig nemt og trygt. Turen starter i Lima og kører til byerne Paracas, Huacachina, Nazca, Arequipa, Puno og slutter i Cusco. Det var præcis de byer vi ønsket at besøg, hvilken gjorde det perfekt for os. Man sammensætter rejsen som man ønsker, man skal blot melde sig på bussen 12 timer før afgang, således at de kan sikre den rigtige antal busser så alle får en plads, samt kørsel i minibus til og fra ens hotel da de store busser oftest ikke kan komme rundt i de små gader. Til sidst er der altid en local engelsktalende guide ombord på bussen som kan hjælpe med alt (bookning af ture, hotelværelser, mm) og inklusiv i busbilleten er der 4 guidet tour undervejs.

Vi hopper på den røde Hopster bus lige rundt om hjørnet for vores hotel og møder vores første guide hedder Aaron. Efter at havde samlet de andre passager op på deres respektive hoteller sætter vi kursen mod kystbyen Paracas. Undervejs stopper vi og får morgenmad på et hyggelig spisested langs vejen som tilbyder typisk peruviansk morgen. Vi valgte en sandwich med stegt svinekød, en peruviansk sød kartoffel og rødlog – det smagt dejligt.

Efter morgenmaden kørte vi videre til Casa Hacienda San José hvor vi besøgte Secret Slave Tunnels. Casa Hacienda San José blev bygget i slutningen af ​​det XVII århundrede og var et af de mest velhavende ejendomme langs den peruviansk kyst på grund af dens bomuld og sukkerrørsproduktion. Desværre gemmer ejendommen også på en kedelig forehistorie med slaveri. Under Casa Hacienda San José gemmer der sig en i alt 30 km lang underjordisk hemmelig slavetunnel. Tunnelsystemet forbinder Hacienda San José med fire andre Haciendas i regionen og forbinder dem alle med den gamle Chincha-havn omkring 17 km væk. Tunnelerne blev brugt til smugling af slaver og varer for at undgå skatter pålagt af regeringen.

Efter besøget, kørte vi videre til strandbyen Paracas hvor vi ankom kl. 14. Vi spiste frokost med vores guide Aaron og andre fra bussen på Restaurant Paracas men en god udsigt over byen og havet. Jeg fik min første ceviche (mums!) og Oliver fik tacu tacu som er en ret bestående blandt andet af stegt ris og bønner.

Efter frokosten begynde vi at gå over mod vores hotellet. Det lå noget længere fra centrum end først antaget og varmen gjorde gåturen ekstra hård. Hvad der lignet en fornuftig mand, i en nogen lunde dog meget skrigeblå privat personbil, spurgt om vi ville have et lift til hotellet. Det takket vi ja til og statset på ikke at blive bortført (lidt paranoid er man vel altid når man rejser). Da vi nået frem til hotellet betalte vil manden og takket ham for hans venlighed. Ved ankomst på hotellet bliver jeg overrasket over den luksuriøse udstråling og kigger på Oliver med et stort smil – da det er ham der har booket dette hotel – La Hacienda Bahía Paracas. Der var dog en udfordring, vagten vil ikke lade os komme ind – han forstår ikke at vi rent faktisk har en reservation. Han kalder på hans manager som snakker engelsk og vi får endelig lov til at komme ind på hotellet når Olivers reservation bliver bekræftet. Jeg kunne ikke forstå hvorfor der var så meget sikkerhed til at starte med og underrede mig over det – men da vi trådt indenfor gik det op for mig hvor luksuriøst hotellet endelig var. Jeg tænkte at sikkerhedsvagten ikke er vandt til at se deres kunder kommer kørende i en mystisk privat skrigeblå bil, har backpacker rygsække på ryggen og er iført sandaler – så pludselig kunne jeg godt forstå hans var så skeptisk ved vores ankomst. Oliver har valgt netop La Hacienda Bahía Paracas i dag, da det er  vores 6. anniversary. Da vi bliver vidst på vores værelse, taber jeg underkæben over udsigten! Det er muligvis den meste luksuriøse hotel jeg har boet på nogensiden. Needless to say, at vi brugte resten af eftermiddagen på afslapning ved poolen og så solnedgang på stranden med vilde flamingoer. Vi ture ikke bade i havet grundet meget store brandmænd, så vi blev i poolen.

Vi spiste aftensmad på hotellet hvor vi fik kammusling ceviche med dejlig peruviansk lime and sprødt filodej ovenpå til foreret. Til hovedret fik jeg seafood pasta med blæksprutte, kammuslinger og rejser. Oliver fik et fantastisk stykke sole fisk (rødspætte?) og vi delte en flaske peruviansk hvidvin. Vi delte en dessert som hedder suspiro de limeña som består af en tyk dulce de leche eller kondenseret mælk med marengs ovenpå – en lidt speciel og meget sød dessert.

 

Mandag d. 06/01/2020 – Ballestas Islands, Paracas National Reserve og Huacachina

Det var fantastisk at vågne til den strålende sol og den smukke udsigt. Desuden var der den sødeste lille kolibri der kom forbi og hilste på os. Efter en dejlig morgenmad på hotellet tog vi en taxi til Peru Hop mødestedet hvor vi skulle være kl. 07:45. Vi gik alle sammen mod havnen da vi skal besøge Islas Ballestas, også kaldet ‘poor man’s Galápagos’. Vi havde endelig ønsket at besøg Galápagos øerne når nu vi var relativt tæt på, men det er en kæmpe udskrivning. Så det må blive en anden gang. Nåh, det var et side spring, Islas Ballestas – Der er masser af turarrangør der tilbyder denne tur, men vi valgte at booke turen gennem Peru Hop da det var lettest.

Klokken 08:00 sejlet vores båd mod Ballestas øerne. Undervejs stoppet vi ved Paracas Candelabra, en gigantisk treformet figur ætset i de sandede bakker, som er mere end 150 m høj og 50 m bred. Ingen ved nøjagtigt, hvem der har lavet geoglyfen, eller hvornår den er fra. Man er også i tvivl om hvad den betyder, men der er flere teorier. Nogle tror at der er en sammenhæng mellem Paracas Candelabra og Nazca-linjerne, mens andre tror, at det fungerede som en navigationsguide for sejlere. Det var i hvert fald imponerende! Oliver og jeg forstod ikke helt hvordan tegningerne ikke blev sandet til i løbet af årene. Lidt af et mysteriet?

Endelig kom vi til Islas Ballestas som er flotte klippeøer med imponerende buer og huler. Vi så masser af fugle, blandt andet: guanay cormorant (guanoskarv på dansk), pelikaner og de truet Humboldt pingviner. Vi så også masser af søløver som solet sig på klipperne. Det var et fantastisk syn. Vi så både babyer, hunner og de kæmpe store hanner. Vandet bød også enorme brandmænd og røde krabber.

Vi var tilbage i Paracas kl. 10 og allerede kl. 11 var der afgang til Paracas National Reserve som er beskyttet af International Union for Conservation of Nature (IUCN). Denne enorme ørkenreservat optager det meste af Península de Paracas, Paracas halvøen. Reservatet byder på dramatiske ørkenlandskaber og kontrasten mellem det tørre gule ørkensand og det bølgende blå hav er imponerende.

Bussen stoppet flere gange i nationalreserven, således at vi kunne nyde udsigten fra forskellige punkter. Første stop var udsigtspunktet ved ‘La Catedral’, en klippeformation med et imponerende ark. Klippe blev desværre noget beskadiget under jordskældet i 2007 og ligner ikke længere en katedral, som den ellers er navngivet efter. De sidste to stop var omkring Playa Roja – den røde strand. Det var et fantastisk farverigt syn – den gule ørken, det røde sand og det blå hav. Aldrig før har Oliver og jeg oplevet sådan et landskab.

Efter vores besøg i Paracas National Reserve, hoppet vi på bussen igen kl. 13 og fortsat rejsen mod Huacachina – oasebyen. Vi ankom til Huacachina omkring kl. 14:30. Byen ligger lidt udenfor Ica – Perus ‘landbrugs mirakel i ørkenen’, hvor der dyrkes asparges, bomuld og frugter, trods at landskabet virker ligeså tørt som på planet Mars. Desuden hævder Ica at være nationens førende og bedste vindistrikt – det må komme an på en prøve.

Tidsplanen var lidt presset, men vi nået at spise frokost på Moskito Bar’s tagtersase, hvorfra der er en fantastisk udsigt udover oasen. Efter frokosten tog vi en taxi-spurt-tur til vores hotel, Huacachina Desert House, som lå lidt udenfor ‘centrum’. Vi booket ikke et hotel ved selve oasen, da vi synes udvalget var lidt for dyrt i forhold til kvaliteten, men hvis man ønsker at bo ‘der hvor det hele sker’ vil jeg anbefale at bo ved oasen. Der var endelig ikke langt fra vores hotel til oasen, men man skal gå langs en ørkenvej under en ubarmhjertige sol i over 40 graders varme – så er det altså nemmere at hoppe på en ‘taxi’ til 10-20 kr. Dog skal man være lidt ukritisk angående køretøjet… Vi kørte i en lille gul bil hvor der hverken var ruder i vinduerne eller seler, desuden stod speedometeren på 0 km/t ligemeget hvor hurtigt vi kørte.

Efter at have smidt vores bagage på værelse, hoppet vi på vores gule ‘taxi’ igen som spurtet tilbage til Huacachina. Klokken 16 skulle vi nemlig mødes med gruppen igen da vi skulle køre sandbuggy. Det var en både sjov adrenalin flydt oplevelse, men også yderst skræmmende. Bilenerne virker ikke helt sikre og chaufførene er… ja, intet er de 1. frygtløse og bindegale eller 2. virkelig dygtige bilister. Vi valgt at tror på nr 2. Vi suset over sandklitterne og bilen lettet flere gange fra jorden. Vores hjerter lå helt oppe i halsen og munden skulle holdes lukket for ikke at indtage kølervæske fra motoren og sand som blev hvirvlet op. Det var på alle måder en vild oplevelse. Udsigten fra toppen af klitterne var helt fantastisk – de gyldne sandklitter strakte så lang øjet kunne nå. Efter solnedgangen, kørte vi tilbage til oasen og fik et par Pisco sour for at få pulsen ned og sunde os.

Vi spiste aftensmad på Wild Olive Trattoria i fantastisk selskab med de dejlige og sjove mennesker fra vores gruppe og festet videre på Wild Rover – nok det ultimative feststed/hostel i Huacachina.

 

Tirsdag d. 07/01/2020 – Huacachina, Nazca linjerne og natbus til Arequipa

Efter igår’s oplevelsesrige dag samt beer pong og dans på Wild Rover til de sene nattetimer, trængte vi til en rolig morgen med afslapning ved poolen. Især før vi skulle på vores første natbustur på omkring 15 timer til Arequipa.

Som en del af vores Peru Hop billeter, fik vi en rundvisning på El Catador‘, en Pisco vingård i Ica. Guiden fra El Catador forklaret os hvordan Pisco bliver fremstillet. Når druerne er blevet presset, ligger juicen på lærfade, botijas de Pisco, i cirka 14 dage. Der kommer cirka 1600L udad 8000kg druer. Fermatationsprocessen er meget hurtigt i Ica grundet varmen. Efter de 2 uger er gået, bliver ‘vinen’ destilleret. De første liter (ca. 100L), også kaldet ‘hovedet’, indeholder en alt for høj alkoholprocent (mellem 50 and 75%) og bliver derfor brugt som brændstof til destilleringsanlægget. Derefter kommer ‘kroppen’ på cirka 400L, med en alkoholprocent mellem 40- 45%, dette er Pisco. Til sidst kommer ‘halen’ på cirka 1000L, som kasseres da det ikke kan bruges. Det vil sige ud af 8000kg druer, kommer der kun 400L Pisco.

Efter rundvisningen, skulle vi smage! Både deres vin og deres Pisco. Selv deres tørreste vin, var alt for sød. Men det er der måske hellere ikke noget at sige til med den varme. Vi blev desuden belært i hvordan man drikker Pisco: 1. step: duft til dens aroma; 2. step: drik, hold den i munden i 1-2 sek, før den synkes; 3. step: pust ud for at få det værste alkohol væk. Trods at det er stærke sager, så bliver man faktisk efterladt med en dejlig aromatisk følelse i munden.

Små bonus noter omkring Pisco: Pisco opdeles i ‘aromatisk’ og ‘non-aromatisk’ alt efter hvilken druesorter der er andvendt. Non-aromatisk pisco bruges oftest i Pisco Sour eller andre cocktails hvor der tilføres andre smage, hvorimod aromatisk Pisco kan drikkes rent. Det ‘bedste’ er Pisco Mosto Verde. Denne Pisco er anderledes på grund af dens destillationsproces. For at fremstille Mosto Verde afbrydes fermenteringsprocessen således at alt sukkeret ikke når at blive omdannet til alkohol, som man ellers vil gøre. Således er der stadig sukker tilbage i saften når den bliver destilleret. Dette resulterer i et produkt, der er fløjlsagtig og glattere på ganen. Oftest, anvendes druesortene Quebranta eller Italia til fremstilling af Pisco Mosto Verde.

Efter rundvisningen og smagningen sat vi kursen mod Nazca og videre mod Arequipa. Asfalten snoede sig mellem sandklitterne. Udsigten fra dobbeltdækkerbussen var fascinerende trods den var så rå. Efter flere tvivlsomme overhældninger mellem tungetrafikkaner, ankom vi til Nazca linjerne omkring kl. 17:30. Det virket til bussen havde stoppet i midten af ingen ting – et sandt månelandskab. Langs Panamericana Sur vejen var der to udsigtstårne. En nyere én og en gammel én. Ironisk nok skulle vi op i den gamle, da den nye er ikke blevet sikkerhedsgodkendt. Nazca linjerne er en af de største sædværdigheder i Peru, så inde i, havde jeg nok forventet mere. Det var svært at erkende linjerne fra jorden, så vi var spændte på at komme op i ståltårnet – kunne 10 mennesker kunne kommer deroppe af gangen.

Så blev det endelig vores tur. Fra udsigtståret, kaldet Mirador, kunne man erkende den 180m lange fireben, træet og de to hænder (eller frøen, det er stadig debatteret). Firebenet er desværre skåret midt over af Panamericana Sur hovedvejen – man kendte ikke til linjerne når vejen blev anlagt. Det siger virkelig noget om hvor usynlige linjerne er fra jordhøjde. Det virker helt absurd når man så står oppe i udsigtståren – hvordan kan man overse noget der er så stort?

En anden måde at opleve Nazca linjerne er ved at booke en flyvetur henover det 500 kvadratkilometer store Pampa Colorada (Red Plain). Området indeholder i alt over 800 lige linjer, 300 geoglyfer (geometrisk figurer) og 70 dyr og plante tegninger (biomorphs). Linjerne blev dokumenteret for første gang i 1939 af den amerikansk videnskabsmand Paul Kosok. og 1994 kom  Nazca linjerne på UNESCO verdensarvlisten. Nazca linjerne er forsat et af arkæologiens største mysterier på grund af deres mængde, størrelse, natur og kontinuitet. Den store uvidenhed og mysteriet omkring linjerne og de mangefoldelige teorier er også grunden til fascinationen.

Vi hoppet på bussen og efter en kort køretur nået vi til Nazca by hvor vi spiste aftensmad. Selve Nazca byen skulle ikke være særlig interessant, derfor havde vi planlagt at blive på bussen, som kørte fra Nazca kl. 19 med kursen mod Arequipa. Mange af vores medrejsende gjorde det samme. Hvis man ønsker at flyve henover linjerne, er det vidst anbefalet at overnatte i byen.

Fødderne blev placeret på fodklappen og sædet lænet helt tilbage. Godnat. Vi ses i Arequipa i morgen tidlig.

 

Onsdag d. 08/01/2020 – Arequipa 

Det var en træt Anabelle og Oliver der stod af bussen. Klokken var 05:45 da vi ankom til Arequipa og over natten var mine fødder var fordobbelt i størrelsen! Jeg kunne ikke få mine sko på og det gjorde ondt da jeg gik. Vi gik mod vores hotel, La Hosteria, og håbet på at kunne lave en tidlig check-in. Vi kunne ikke overskue at vente til efter frokost. Heldigvis var hotelpersonalet imødekommende og vi kunne tjekke ind med det samme mod et overkommeligt gebyr. La Hosteria byder på en helt fantastisk arkitektur med farverige bygninger, flotte udsigter, en hyggelig gård med springvand og en imponerende lysekrone ved indgangen – det kan varmt anbefales. Desuden ligger det meget centralt. Efter at havde hvilet os lidt og mine fødder var aftaget i størrelse, spiste vi morgenmad på den solrige terrasse med udsigt til to af de vulkaner som omringer Arequipa.

Da fødderne blev stoppet ned i vandreskoene, sat vi kurset mod Plaza de Armas. Arequipa ligger ved 2350m højde og temperaturen er faldet en del i forhold til ørken – men vejret er stadig fantastisk. Det er Peru’s anden største by og kan ikke sammenlignes med andre Peruvianske byer. Byen er fanget mellem 3 dramatiske vulkaner og centrum er opført i barok stil med hvide volkaniske sten, der giver Arequipa kaldenavnet, Ciudad Blanca, den hvide by.

Vi startet med at besøg Museo Santuarios Andinos – museet der huser mumien Juanita, også kaldet ‘Ice Maiden’. Den guidet tur startet med en minidokumentar omkring hvordan man fandt Juanita på toppen af Nevado Ampato vulkanen (6288m højde) i 1995 og de ofreringritualer man mener der er blevet foretaget. Juanita, er en 12-årige Inka-pige som menes at være ofret til guderne i 1450’erne og nu er bevaret i et glasskøleskab på museet. Juanita er en utrolig velbevaret da hun blev frosset lige umiddelbart efter hendes død og forblevet frosset indtil hun blev fundet i 1995. Det var et både fascinerende men også virkelig uhyggeligt syn. Under rundvisningen, ser man også blandt andet tekstiler og keramik som også blev offeret på toppen af de høje frosne bjerge. Jeg kunne slet ikke forstille mig hvor koldt og fysisk hård da har været at gå i sne og i isende vind med sparsomt tøj og sandaler, i flere dage, indtil man nået toppen – for at møde så grusomt et skæbne. Det var rart at komme ud af de dystre lokaler og få rystet kuldegysningerne af sig. Tag varmt tøj med hvis i skal besøg museet, da der er koldt der inde for at bevarer udstillingen.

Efter denne både makabre og interessante udstilling, valgte vi at besøg La Catedral de Arequipa. Katedralen byder på blandt andet et imponerende kirkeorgel med 1000 rør og virkelig smukke ornamenter brugt under særlige ceremonier. Under den guidet tur, kommer man også op på taget af katedralen hvorfra man kan beundret de tonevis tunge kirkeklokker og udsigten over de 3 vulkanerne som omkranser Arequipa: Misti (5,825m), Chachani (6,075m) og Pichu Pichu (5,669m).

Så blev det tid til frokost og så er det heldigt at Arequipa er kendt for sine kulinarisk evner. Vi valgte at spise frokost på Picanteria La Benita De Characato. En ‘Picantería’ er en traditionelle frokost restauranter, der server typisk klassisk peruviansk mad. Disse særlige frokost restaurant findes primært i Arequipa og Cusco. Oliver skulle selvfølgelig smage Cuy Chactado, stegt marsvin (ja, du læste rigtigt…), mens jeg holdt mig til mere ‘normalt’ mad: Rocoto Relleno, fyldte peberfrugter serveret med bagekartofler og ost. La Benita kan varmt anbefalet og ligger desuden i en helt fantastisk og rolige gård.

Med maverne fulde, trasket vi videre til Santa Catalina klosteret, et af byens største seværdigheder. Dette kloster vurderes at være en af de mest fascinerende religiøse bygninger i Peru. Hele komplekset er på 20.000 kvadratmeter som er omkring af høje murer – det er næsten en citadel inde i Arequipa byen. Vi valgte at få en guidet tur for at få det optimale ud af vores besøg (og for ikke at blive væk derinde). Vores guide talte rigtig fint engelsk og var super dygtig og informativ. Klosteret byder på fantastisk arkitektur og farrige gårde. Efter den guidet tur på cirka 1 time, har man mulighed for selv at gå rundt i klosteret på egen hånd.

Efter vores besøg på Santa Catalina klosteret, tog vi en af de gratis guidet city tour rundt i Arequipa’s gader. Oliver og jeg var faktisk de to eneste på dette tur og vi gik rundt med vores guide i 2,5-3 timer. Han vidste os de store seværdigheder i byen og vi gik en tur i de klassisk gader med de hvide huse som lever op til byens kaldenavn, Ciudad Blanca, den hvide by. Vores guide fortalte os desuden mere omkring de traditionelle Picantería og Arequipa’s cuisine. Vi besøgte også en alpakauld butik som havde en udstilling omkring hvordan ulden blev fremstillet. De havde levende alpaka og lamaer vi kunne fodre og vores guide tog os igennem udstillingen. Vi så også en lokal pige væve et klassisk peruviansk tæppe i strålende farver. Vores guide fortalte os at hvert familie har deres egen mønstre som bliver videre formidlet fra generation til generation.

Vi gik tidlig i seng denne aften og var mætte på oplevelse. Vi skulle nemlig være friske til dagen efter, hvor vi skal meget tidligt oppe…

Torsdag d. 09/01/2020 – Colca Canyon: Nedstigningen

Cruz del Cóndor

Colca Canyon trek

 

Fredag d. 10/01/2020 – Colca Canyon: Opstigningen 

Det

 

Lørdag d. 11/01/2020 – Arequipa til Puno 

Det

 

Søndag d. 12/01/2020 – Titicaca søen: Uros og Taquile

Det

 

Mandag d. 13/01/2020 – Titicaca søen: Luquina 

Det

 

Tirsdag d. 14/01/2020 – Cusco 

Det

 

Onsdag d. 15/01/2020 – Inka trail 

Det

 

Torsdag d. 16/01/2020 – Mathu Pucchu

Det

Fredag d. 17/01/2020 – Cusco 

Det

 

Lørdag d. 18/01/2020 – Puerto Maldonado 

Det

 

Søndag d. 19/01/2020 til – Amazonas regnskoven 

Det

 

 

 

Indenrigsflyvning: https://www.latam.com/en_un/

 

Lima – https://centralrestaurante.com.pe/en/reservations.html

Lima flyve til Puerto Maldonado airport, Amazones

Bo på https://reservations.inkaterra.com/ ROMANCE AT INKATERRA HACIENDA CONCEPCIÓN (4 DAYS / 3 NIGHTS)